Året var 1995 – den musikalske verden havde efter Grungens hurtige op- og afblomstring, nu deres øjne og ører vendt mod den store britiske Popkrig, der rasede på sit højeste netop der.

Men som altid kom det interessante igen det år fra den dybe undergrund og som så mange gange før fra det svenske broderfolk.

4 killar fra den stockholmske rock/metal scene havde lyst til sparke i andre retninger. Sammen dannede de ’i al stilhed’ The Hellacopters, indspillede deres første 7" udsendte den på egen label og tog herefter afsted på turné eller hvad man nu kunne kalde deres første 16 koncerter sammen, hvoraf de 10 var i Stockholm.

Debutsinglen ”Killing Allan” blev modtaget med kyshånd fra Rockundergrunden, der hungrede efter nyt. Ordet spredte sig hurtigt, og som kotumen er i de kredse, kom der hurtigt efter et par singler mere på andre selskaber (bl.a. Bad Afro).

Blandt fans’ne var også et par fyre fra det svenske distribution- og postordrefirma ’House of Kicks’. Et firma, der først og fremmest koncentrerede sig om at få Rock i alle afskygninger ud til folket. De blev som så mange andre på Hellacopters vej også blæst omkuld og besluttede sig for at det band måtte de arbejde med, og det kunne kun gå for langsomt.

Derfor startede House of Kicks et ’inhouse-label’, der fik navnet White Jazz – et label der senere skulle vise sig at få stor betydning for den nye bølge af Rockmusik, The Hellacopters netop havde startet.

The Hellacopters blev signet til White Jazz, og herefter gik det stærkt!

I juni 1996 ramte Hellacopters debutalbum "Supershitty To The Max" verden – en musikalsk åbenbaring der ikke var set siden 70’ernes Punkrock vendte op og ned på alting.

Det var ikke kønt, men det var heller ikke meningen. The Hellacopters var ’supershitty to the max’ – beskidte, højlydte, skramlede og forbandet hurtig! Det var som en tordenkile der banede sig vej op gennem den altoverskyggende Popmusik og fejede alt af vejen....

Og pludselig eksploderede alt omkring The Hellacopters. Hele verden stod på nakken af hinanden for at opleve dette fantastiske fænomen og for at blive en del af deres fabelagtige mission: Én gang for alle at rydde op og ud i musikalsk ”pænhed”.

Herefter fulgte udgivelser og koncerter på klubber og festivaler hele verden rundt – selv i ’Gods Own Country’, Rock’n’Rollens højborg kastede de sig frådende over disse fanden-i-voldske svenskere og selv det legendariske Sub Pop Label (der ellers brystede sig af en company-policy om ikke at signe ikke-amerikanske acts), stod i kø for at udsende The Hellacopters.

Det var dog ikke før i 1999, at Sub Pop fik deres del af Hellacopters kagen. Nemlig da de fik lov til at udsende deres 2. album ”Payin’ The Dues”, der kom på gaden i Sverige og Europa allerede i 1997.

Succes’en voksede om ørerne på The Hellacopters og da de maj 1999 udsendte deres 3. album ”Grande Rock” var bandet på sit absolut højeste. Og som det jo går, havde alverdens store pladeselskaber nu endelig også fået øjnene op for de nye bannerførere, og da det samtidig flaskede sig at White Jazz – der ikke bare havde succes med The Hellacopters, men også en række andre acts – skiftede ejere, fandt Hellacopters det tid til at prøve kræfter med the-world-of-multi-nationals.

The Hellacopters signede en Worldwide aftale med Universal, der straks kastede det store marketingbudget efter bandet og deres musik. The Hellacopters tordnede videre på toppen af den bølge, de selv havde startet og som i begyndelsen af det nye årtusind virkelig fik fat i bands, pladeselskaber og ikke mindst publikum verden over.

For uden at ville eller vide det havde The Hellacopters med deres totalt respekt- og kompromisløse Rock’n’Roll og ultimativt beskidte sound inspireret unge musikere over hele verden, og pludselig var det sound, attitude og guitarer der var i fokus i stedet for popsange og indspilningsbudgetter.

Samarbejdet med Universal udmøntede sig i 3 hele og ’et halvt’ album. Og i en virkelighed, hvor de stockholmske opkomlinge, der nu havde etableret sig som verdenstjerner, ikke altid kunne forene egne visioner med ’aktionærernes’ var det ikke altid gnidningsløst. The Hellacopters var folk, der var vant til 100% selv at have foden på speeder og rat, og altid bestemme hastighed og retning…

Samtidig var medlemmerne begyndt at lave forskellige andre ting på sidelinien. Mest af alt selvfølgelig forsanger og ankermand Nick Royale og hans tættere og tættere samarbejde med Scott Morgan, først i rock’n’roll bandet The Hydromatics, men endnu mere senere sammen i bandet The Solution, foruden diverse andre band- og soloprojekter.

Men de andre rodede også med hver deres, så da Universalkontrakten lakkede mod enden besluttede parterne i fuld forståelse at gå hver til sit.

Desværre havde de mere end 10 år på toppen af rocken også trukket brodden lidt ud af The Hellacopters indbyrdes tidligere så tætte sammenhold, og d. 13. oktober 2007 kom så meddelelsen…:

'The Hellacopters havde besluttet at trække stikket ud...'

Men selvfølgelig skulle det gøres med manér.

The Hellacopters har altid været meget opmærksomme på den enorme opbakning, de har fået fra fans over hele verden, og dem ville bandet naturligvis ikke svigte ved bare at lade sig opløse og derefter forsvinde som dug for solen, det skulle fandme gøres ordentligt – og The Hellacopters skulle forlade verden på samme måde, som de var kommet ind i den… med et helvedes brag!

Derfor lovede The Hellacopters også deres fans 2 ting på denne skæbnens dag:

1. Et sidste studiealbum!
2. Én sidste and final tour!

Den 21. april 2008 går det første af de to løfter i opfyldelse når The Hellacopters udsender nemlig deres 7. og ultimativt sidste album.

Herefter kaster The Hellacopters sig så ud i opfyldelsen af løfte nr. 2 – nemlig en final tour. Og bandet lover allerede nu at der bliver tale om et BRAG så stort, at det vil kunne holde for al eftertid, med en række koncerter af den slags, hvor Rock’n’rollere mange, mange år frem i tiden med drømmende øjne vil sige ”jeg var der!”… også dem der i dag går rundt og praler med ”… at de var der - tilbage i ’97”.

Well, The Hellacopters takker af med fyr og med flammer, efter 13 år som den beskidte Rock’n’rolls bannerførere og gudfædre, 7 studiealbums og tusindvis af gigs i næsten alle verdens lande. Men det er OS, der takker! TAK Hellacopter-drenge – TAK for turen…det har fandme været FEDT!!!

The Hellacopters Facts:

-> Line-Up 2008: <-

Nick Royale (Nicke Andersson) – Vokal / Guitar

Dala (Robert Dahlqvist) – Guitar

Robban Hellacopter (Robert Eriksson) – Trommer

Kenny ’Hellacopter’ Håkansson – Bas

Boba Fett (Anders Lindström) - - Fender Rhodes


-> Album-Diskografi: <-

Supershitty To The Max (White Jazz - 06/96)

Payin’ The Dues (White Jazz - 10/97)

Grande Rock (White Jazz – 05/99)

High Visibility (Universal – 10/00)

By The Grace of God (Universal – 09/02)

Strikes Like Lightning (Universal – Mini-Album – 11/04)

Rock’n’Roll Is Dead (Universal – 06/05)

Head Off (Wild Kingdom – 04/08)


-> Udvalgt Single-Grafi: <-

Killing Allan (Psychout – 02/95)

1995 (Freak Scene Rec – 12/95)

Misanthropic High (Bad Afro – 11/96)


-> Har turneret med: <-

The Nomads - The Dictators – Gluecifer – New Bomb Turks – Supersuckers – Zen Guerilla – The Hives – Foo Fighters – The Doits og… KISS